Den ortopædkirurgiske forskningsgruppe udfører klinisk forskning på et stort patientantal hvert år.
Gruppen råder over faglig ekspertise med henblik på afprøvning af nye behandlingsstrategier og metoder.
Aktuelt udføres 25 randomiserede studier med Århus Sygehus som central organisator.
Vi har stor erfaring med billeddannende modaliteter herunder DEXA scanning, PET-CT, digitaliseret stereorøntgen (RSA), CT, MR, ultralyd samt ganganalyse. I den kliniske afdeling varetager to fuldtidsansatte laboranter analyse- og koordinationsarbejde.
Fra Århus Sygehus udgår den landsdækkende Ortopædkirurgiske Fællesdatabase, som består af Dansk Hoftealloplastik Register, Dansk Knæalloplastik Register, Dansk Skulderalloplastik Register, ACL Registeret samt Ganz Databasen. Mere end hundrede tusinde patienter med op til 10 års opfølgning er registreret i disse databaser. Med baggrund i databaserne er der i forskningsgruppen allerede udgået flere publikationer.
Til støtte for den kliniske forskning har vi en lang tradition med eksperimentel forskning. Viden fra vores eksperimentelle studier implementeres ofte i kliniske randomiserede studier med henblik på endelig verificering. Vores eksperimentelle forskningslaboratorium består af veludbyggede og moderne faciliteter til bl.a. hårdtvævspræparering, stamcelleforskning og genterapi. Laboratoriet bemandes af fire rutinerede laboranter og en molekylærbiolog. |