Den eksperimentelle enhed i den ortopædkirurgiske forskningsgruppe forsker på helt nye behandlingsmetoder som endnu ikke er godkendt til brug på mennesker. De primære forskningsområder er forbedring af ledproteser, knogleheling og bruskforskning. Heri indgår forskning på kirurgiske metoder, implantatoverflader, slidpartiker, vækstfaktorer, stamceller og genterapeutiske metoder.
Enheden er samlet omkring det ortopædkirurgiske forskningslaboratorium på Århus Sygehus Nørrebrogade. Forskningslaboratoriet rummer biomekaniske testfaciliteter, et hårdtvævslaboratorium, en billeddiagnostisk enhed med mikroCT-scannere og en QCT-scanner, et klasse 1 cellelaboratorium til håndtering af genmodificeret materiale samt en ny konfokalmikroskopienhed.
Den eksperimentelle enhed samarbejder bredt med andre offentlige institutioner såvel som private virksomheder nationalt og internationalt.
En del af enhedens forskning er eksperimentel. Her forskes i behandlingsmetoder som er fundet lovende og gode i laboratorieforsøg og på cellekulturer, men som man endnu ikke ved nok om i forhold til at begynde at bruge det på mennesker.
De eksperimentelle forsøg foregår på Klinisk Institut, Skejby Sygehus. Alle gruppens eksperimentelle forskningsprojekter er godkendt af Justitsministeriet, og ledes af en forsker med særlig tilladelse til at gennemføre sådanne undersøgelser. |